Om Regionen
Regionens opbygning og opgaver
Regionen udgøres af repræsentanter fra AA-grupperne i Storkøbenhavn. Hver AA-gruppe vælger, hvis de ønsker at deltage i samarbejdet, en repræsentant til regionen, og repræsentanterne samles regelmæssigt til regionsmøder. Regionsmøderne afholdes typisk ca. hver anden måned. Alle AA medlemmer er altid velkomne til regionsmøderne, men kun AA’ere, der repræsenterer en gruppe har stemmeret til møderne.
Regionsrådet består af regionens formand, næstformand, sekretær og kassererer. Regionsrådet er til daglig ansvarlig for regionen samt for afholdelse af regionsmøder.
Behovet for en region
AA’s traditioner foreslår, at hver gruppe kun har ét hovedformål, nemlig at hjælpe den lidende alkoholiker (5. tradition). Traditionerne tilsiger, at hver gruppe er selvstyrende (4. tradition) – og altså selv bestemmer hvordan de bedst kan hjælpe den lidende alkoholiker. De ”selvstyrende grupper” har ofte et ønske om at koordinere et samarbejde omkring forskellige opgaver, for derigennem på bedst mulig vis, at kunne opfylde hovedformålet. Traditionerne foreslår helt i tråd hermed, at nabogrupper bør spørges til råds, hvis og såfremt en gruppes planes påvirker dem (4. tradition). Desuden fremgår af traditionerne, at vi kan nedsætte arbejdsudvalg, komiteer mv., som er direkte ansvarlige for dem, de tjener (9. tradition). Det er i forlængelse af disse traditioner, at Regionens arbejdsopgaver og funktionsmåde skal ses!
Og af dette mener vi, at kunne udlede:
-
Regionen skal tjene grupperne, så de bedre bliver i stand til at udføre deres formål.
-
Regionen er et sted, hvor grupper – via deres repræsentanter – kan mødes og spørge hinanden til råds, særligt i sager der påvirker den fælles velfærd (dvs. regionen).
-
De opgaver, som kræver koordineret samarbejde, kan drøftes i regionen. Den fælles gruppebevidsthed findes hér – og det er den, der beslutter efter hvilke principper centralt koordineret service skal udføres.
-
Det er grupperne, som har til formål at hjælpe alkoholikerne – ikke Regionen. Regionen er primært et forum for at finde fælles fodslag, på de områder hvor det er nødvendigt. Med andre ord er det ikke Regionens primære formål at hjælpe den lidende alkoholiker. Regionen bør være påpasselig med at løfte opgaver, som efter endt koordinering kunne udføres af grupperne. Regionen skal så at sige ikke tage ”brødet ud af munden” på grupperne. Omvendt så kan grupperne nedsætte arbejdsudvalg mv. i regi af Regionen – udvalgene er da ansvarlige overfor grupperne, som de tjener.
-
I et større perspektiv kan en eller flere grupper i en eller flere regioner have ønske om at koordinere et samarbejde om landsdækkende initiativer – eller om forhold, der påvirker hele AA Danmark. I så fald kan dette drøftes og besluttes via regionerne og via Servicekonferensen, som er samlingssted for alle regioner.
Forbindelsesled
I praksis er Regionen altså også et forbindelsesled mellem AA-grupperne i andre AA-regioner. Dette er regionen bl.a. via Servicekonferencen. Servicekonferencen anbefaler, at hver region udnævner en formand, næstformand, sekretær og kasserer. Disse skal være medlemmer med god ædruelighed, og der skal være rotation på disse poster. Kassereren skal føre regnskab med regionens økonomi og sikre, at der er en passende reservebeholdning og at resten sendes til Hovedservicekontoret.
For yderligere information om servicearbejde henvises til “AA servicehåndbogen” kan downloades under downloads på AA’s hovedside samt til Regionenshåndbogen.